Grønnere arbejdsmiljø med profiler fra Primo
Natural Greenwalls er et patenteret system, der gør det muligt at have planter voksende på væggen. Hjertet i systemet er et højt specialiseret plastprofil, som er produceret og leveret af Primo.
Med Natural Greenwalls kan man udsmykke vægge i kontorer og offentlige bygninger med et tæt dække af grønne planter. Systemet består af en række væghængte profiler, hvorpå man kan montere plantekassetter og rør til planternes næring og vand. De særlige profiler gør Natural Greenwalls meget lettere at holde rent og at servicere i det daglige.
Grønne planter giver trivsel på arbejdspladsen
Et sindrigt vandingssystem, der leder vandet fra den ene kassette til den næste, fjerner risikoen for overvanding og dryppende vand. Resultatet er et perfekt vækstmiljø for planterne og et sundt indeklima med mindre støj, friskere luft og perfekt luftfugtighed – og trivsel for medarbejdere og besøgende.
Væggene kan opføres i alle størrelser. Den største eksisterende installation dækker cirka 120 kvadratmeter væg, men Natural Greenwalls har endnu større projekter på vej og er godt i gang med at etablere sig med forhandlere i hele Europa.
Et kompliceret profil, der kan det hele
Det altafgørende plastprofil i systemet bliver produceret hos Primo. Profilet måler 19,5 centimeter i bredden og leveres i en længde på 1 meter. Profilets geometri er særdeles kompleks, og selve profilet bliver ekstruderet og efterbearbejdet under meget høje krav til præcision, så vandslanger og plantekas– ser kan klikkes på plads uden problemer.
Profilet monteres på en væg og kan let klikkes sammen med andre profiler, så man opnår den ønskede længde. Primo står for al efterbearbejdning af profilerne, hvilket sparer både transporttid og besvær for Natural Greenwalls.
Mere end bare en underleverandør
”Det er vigtigt for os, at Primo kan levere profiler, som er klar til brug og har de rigtige længder. Ellers ville vi være nødt til at sende profilerne til en anden underleverandør og få dem skåret til og gjort klar – og det ville både være en dyrere løsning og forsinke vores produktion,” siger Ulrich Grønning, direktør for Natural Greenwalls og opfinder af systemet.
”Primo er en partner, ikke bare en underleverandør. Selv om vi er en forholdsvis lille kunde for Primo, oplever vi, at vi bliver taget lige så alvorligt som enhver anden kunde, de har. Så da vi kom til Primo med vores ideer, var de både entusiastiske og dedikerede lige fra starten. Primos ekspertise var uvurderlig – især fordi der er så få virksomheder, der kan ekstrudere profiler, der er så komplicerede som vores. Profilerne skal være fuldstændigt lige og ensartede, så montagen kan forløbe hurtigt og uden problemer. Det er lige præcis den kvalitet, Primo leverer,” siger Ulrich Grønning.
Natural Greenwalls er designet og produceret i Danmark og er et patenteret produkt.
Du kan læse mere om Natural Greenwalls på www.naturalgreenwalls.com
Om Primo
Den danske koncern har hovedkontor i København og salgs- og produktionsaktiviteter på 11 lokationer i Europa og Kina. Koncernen har i øjeblikket 980 ansatte og en omsætning på 174 millioner euro (pr. 31.12.2023). Virksomheden blev grundlagt og ejet af familien Grunnet og har siden begyndelsen i 1959 specialiseret sig i at designe og producere kundespecifikke profilløsninger i plast.